Picasso-museet og fødehjem

En af byens store attraktioner er Picasso-museet, der har gjort Málaga populær som Solkystens kunstmekka. Byen er Pablo Picassos (1881-1973) fødeby, og på museet med de smukke sale og søjlegange i Buenavista Palace kan du komme tæt på 200 værker i keramik og grafik samt skulpturer, der er skænket af den afdøde kunstners arvinger. Læg mærke til det klassiske portræt af Picassos søster, som han malede som 15-årig, en videofilm, hvor Picasso maler på selve kameralinsen og det abstrakte kunstværk “De badende” fra 1971, som Picasso malede som 90-årig.

På Plaza Merced finder du Picassos fødehjem: et lille fint museum, der på fornem vis fortæller historien om Picasso og samtiden i Malaga.

Araberborgen Alcazaba de Malaga

Den mauriske borg Alcazaba ligger op ad en bakketop midt i byen. Følg de lange, smalle gange i smukke mønstre, der snor sig under de rektangulære forsvarstårne, forbi de arabiske haver til gårdene i selve paladset. Borgen kan dateres tilbage til 1065 og er én af de største og bedst bevarede muslimske militære bygninger i Spanien. Indtil midten af det 15. århundrede var Málaga besat af maurerne, som gjorde byen til ét af de førende handelscentre på den Iberiske Halvø. En stejl trappe/sti fører op til Gibralfaro med sine fæstningsvolde, som er bygget i det 14. århundrede. Herfra kan du nyde udsigten til byen, havnen, tyrefægterarenaen og kysten.

Muelle Uno - Malagas waterfront og Centre Pompidou - verdensberømt kunst

Malágas havneområde, Muelle Uno, er byens trendy mødested og har næsten 8 millioner besøgende om året. Her er små boder, udendørsrestauranter og eksklusive butikker for de mange krydstogtrejsende, der besøger byen. Slå dig ned i én af restauranterne og nyd en frokost, mens du blender ind i dagliglivet i den pulserende kystby. Har du børn med på rejsen, så ligger Maritime Museum (Museo Alborania de Aula del Mar) tæt ved restauranten et  med fokus på øko-turisme. For enden af Muelle Uno finder du det kubeformede museum, Centre Pompidou Málaga, som er én af byens store attraktioner. En femårig aftale med Frankrigs Centre Pompidou giver Málaga ret til at huse verdens andet mest kendte museum efter MoMA. Museet åbnede i 2015 og havde omkring 400.000 besøgende. Har man besøgt museets to kælderetager, forstår man godt den store interesse. Her kan du blive inspireret af 90 permanente kunstværker fra det 20. og 21. århundrede – skabt af bl.a. Francis Bacon, Joan Miró, Frida Kahlo og Jean Tinguely – og af de 2-3 særudstillinger om året.

Atarazanas - klassisk torvehal

Stå tidligt op og gå på markedet med de lokale mandag til lørdag kl. 8-14. Her er fyldt med boder i opdeling mellem fisk, grøntsager og kød. Desuden er der spiseboder og udendørscafé. I den gamle bygning med arabiske marmorbuer og glasmosaikker finder du lokalt producerede varer som tropiske frugter, nødder, oliven, sortfodsskinke, Manchego-ost og montre med kød, fjerkræ og friskfangede fisk og skaldyr. Navnet på torvehallen er det arabiske navn på det skibsværft, som i 1876 blev omdannet til markedsplads. Hovedporten i jern fra det 14. århundrede er bevaret. Atarazanas kaldes i daglig omtale El Mercado Central. Kig evt. også forbi byens gourmetmarked, Mercado Merced, i den gamle bydel.

Påskeoptog i Málaga

Før corona deltog over 65.000 mennesker i Málagas katolske påskeuge, som bliver fejret med imponerende optog, der iscenesætter historien om Jesu død og opstandelse. Hver dag er der 8 optog, hvor mænd fra nogle af de 42 katolske broderskaber bærer pontoner af funklende guld og sølv med figurer af Jomfru Maria og den lidende Jesus på deres skuldre gennem byens menneskefyldte gader. Pontonerne er ledsaget af et orkester og en procession af personer med blafrende alterlys, iført lange kåber og spidse, kegleformede hætter, der dækker deres ansigter bortset fra to sprækker til øjnene.

Katedralen, "La Manquita"

Søndag morgen flyder musikken fra det dobbelte 1800-tals orgel med over 4.000 piberør, der befinder sig i Málagas høje domkirke med den gotiske facade. Spanierne kalder kirken “La Manquita”, den enarmede dame, fordi kirkens andet tårn aldrig blev færdigt. Indenfor i de enorme kirkerum med de tre 48 meter høje skibe finder man tydelige træk fra renæssancen. Her er et smukt alter af italiensk marmor, slanke søjler af agat, et barokmaleri af Alonso Cano (1601-1667) og en korstol af cedertræ og mahogni med 56 helgenfigurer i træ, hvoraf 40 er udskåret af Pedro de Mena.

La Malagueta

La Malagueta er byens strand, som har byens dejlige, hektiske stemning med sig. Køb en solseng og parasol og nyd havet, solen og livet. Langs promenaden ligger div. hyggelige caféer, hvor af El Gallo Roja kan anbefales.

Malaga Museum

Palacio de la Aduana er den gamle toldbygning på havnen, som i dag er ombygget til bymuseum, bygningen er i sig selv et besøg værd efter en meget flot og gennemgribende restaurering. Malaga er en af Europas ældste byer, og i toldbygningens åbne magasiner og udstilling kan du fordybe dig i byens historie. Samlingen vidner om Malagas fantastiske historie. På øverste sal finders der en rigtig fin restaurant med den flotteste udsigt over borgen.

El Hammam

Der findes to af disse smukke arabiske badestuer. Den ene ligger lige bag Plaza Merced og den anden lidt længere inde i byen. Fordelen ved den første er, at den ikke er så benyttet, mens den anden er et af de smukkeste byggerier i Malaga. Udover adgang til sauna og diverse bade er der mulighed for massage mv.

El Palo - idyllisk strandpromenade

Hop på Bus 29 eller 34 fra centrum og sæt kurs mod El Palo eller Pedregalejo tre km øst for centrum. Her er ægte ferieidyl langs strandpromenaden med de små kulørte fiskelejeboliger, der er populære som ferieboliger for de lokale. Tag badetøjet med og hop i vandet, nyd en slentretur langs strandpromenaden eller slå dig ned på en af de små hyggelige strandrestauranter, Chirinquitos. På El Cabre kan du for få euro prøve Málagas lokale fiskespecialitet espetos (grillede sardiner), slukke tørsten i en Clara (øl med fanta) og slutte af med Turron-is til dessert. Du kan også tage turen ud til enden af El Plao og prøve El Tintero, hvor retterne bliver råbt/sunget op, og når du hører noget, du har lyst til, slår du til. Drik en Tinto de verono til.

La Araña

Sidste anbefaling er frokostrestauranten Antonio Moreno, som ligger i det lille fiskerleje ca. 5 km uden for Malaga. I disse ydmyge omgivelser serveres noget af det mest fantastiske og autentiske spanske mad med hovedvægt på fisk og skaldyr. Det er forsat et aktivt fiskeleje, hvorfra nogle af råvarerne kommer.

Søndagsfrokost er især en stor oplevelse, hvor alle de lokale kommer og spiser med et stort leben til følge. Prøv deres Porra Antequerana, Almejas Salteadas, Cambas Cocidas eller paella og slut af med en Flan til dessert.

Plaza Merced

Byens mest centrale plads under 100 meter fra huset. Her er oplevelsesgaranti, god mad og drikke. Nyd udsigten over pladsen og monumentet for Jose Torrijos og hans mænd.

Roof Terrace

I Malaga findes adskillige “Roof Terrace”, men jeg vil særligt anbefale La Terraza De Valeria, som ligger i området Soho. Herfra har du den mest fantastiske udsigt over havnen. Alternativt kan du besøge Room Mate Larios Hotel, som ligger på gågaden. Sidste anbefaling er H10 Croma Hotel, som ligger tæt på Guadadmedia, her er flot udsigt over solnedgangen. 

Flamenco show

I Calle C. Ramón Franquelo, 4, finder du Museo de Arte Flamenco (Peña Juan Breva). Det ligger tæt på huset, så du kan gå forbi og lave en reservering. Hils evt fra Thomas. Så er I sikre på at få gode pladser. Forestillingen begynder ca.20.30,og dørene åbner en halv time før.